Det første brev: Er opklaringssoldaten død? Og opgøret med Scholz-o-maten
I vores første nyhedsbrev kan du læse om de opklaringssoldater som i tre årtier holdte til på Bornholm. En gruppe som er blevet berygtet for deres "låne"-kultur og økuller. Men først, lidt om os.
Kære læser,
Tak for, at du har skrevet dig op på vores mailliste, klikket dig ind på vores Substack – eller på anden vis fundet frem til dette nyhedsbrev. Det betyder meget for os, at du vil tage dig tiden til at blive lidt klogere på, hvad der foregår i den del af verdenen, som beskæftiger sig med forsvars- og sikkerhedspolitik. Dette er vores første nyhedsbrev, og vi håber derfor, at dit indtryk af os bliver godt.
Inden vi går videre og fortæller om indholdet i dagens nyhedsbrev, vil vi først lige præsentere dig for Relæ – for måske kommer vi til at se mere til hinanden fremover.
Et relæ bruges i militære sammenhænge om en person, der bringer en besked videre. Det er en person, man stoler på til at beskrive en situation, som den udspiller sig. Det ældste eksempel er den græske soldat Pheidippides og hans 40 kilometer lange løbetur i 490 f.Kr., hvor han skulle overlevere en besked fra én general til en anden – en tur, der i dag nyder rollen som statusmarkør i form af maratonløbet.
Vi ser ikke os selv som de hurtigste løbere, men vi mener alligevel, at vi kan bringe relevant viden til din indbakke. Indtil videre består Relæs redaktion af tre tidligere soldater og veteraner, som tilsammen har over 30 års tjeneste som infanterister. Vi har alle tre forladt systemet og bevæget os videre ud i den civile verden som noget så gudsforladt som journalister.
Med Relæ vil vi dykke ned i den forandring, vi ser ske foran os. For når Peter Falktoft forsøger at gøre det cool at tale om radiofrekvenser og tørfodder, eller ens date spørger, om man har en batteridrevet radio på loftet, så er der unægteligt ved at ske en ændring i samfundet. Militariseringen af det danske samfund er – på godt og ondt – ved at vinde indpas, både på Christiansborg og i de danske husstande. Mette Frederiksen kan dårligt stille sig op på en talerstol uden at nævne krig, død og ødelæggelse, og regeringen er ikke bange for at sikkerhedsliggøre alt, der ikke passer ind i deres verdenssyn – hvad end det så måtte være.
Hvis du er ligesom os, og er både nysgerrig og en smule kritisk på denne udvikling, så er Relæ noget for dig.
I denne uge kan du, i anledning af at regeringen har nedlagt opklaringseskadronen på Bornholm, læse et portræt af de opklaringssoldater, som i tre årtier stjal med arme og ben og var Danmarksmestre i gemmeleg. Du får også et kort nyhedsoverblik over Tysklands udmelding om at fjerne distancerestriktionerne på deres missiler til Ukraine. Et tegn på, at de omtalte Taurus-missiler muligvis er på vej til Kyiv.
Til sidst vil vi gerne forkæle dig med vores bud på bøger, podcasts, artikler og andre spændende medier, der på den ene eller anden måde taler ind i den sikkerhedspolitiske virkelighed, du befinder dig i. Det er nørderi på højt plan, når Lars Mogensen giver sit besyv med!
Ud over det er der bare at sige: Tak fordi du læser med, og tak fordi du gerne vil blive klogere på, hvad der sker omkring dig!
Relæs redaktion,
Mads Isaksen, Cornelius Dohn & Lars Friis Mogensen
9-0, 9-0!
For mange soldater ligger radiosproget stadig på rygraden, og enhver soldat ved hvad tallene fra nul til ni betyder, enten alene eller sammensat. Når man hører signalet 9-0 (najne, nul) over radioen spidser man ører, da det er et signal som går ud til alle på nettet. Hos os er 9-0 signalet den nyhed vi mener, man skal holde øje med og som enhver burde forholde sig til i den kommende fremtid. Denne uges 9-0 handler om Tyskland og opgøret med Scholz’s politikker om Ukraine.
Tyske Taurus tirader
"Der er ingen begrænsninger på distancer længere. Ikke fra England, ikke fra Frankrig, ikke fra os. Heller ikke fra amerikanerne."
Sådan sagde kansler Friedrich Merz på tysk tv den 27. maj. Om Merz’ rådgivere havde glemt at fortælle ham, at England, Frankrig og USA faktisk ikke har annonceret, at de også har droppet distancerestriktioner, vides ikke. Ingen af de tre lande har kommenteret på udtalelsen endnu, så man må formode, at der er en vis sandhed i det, tyskeren siger.
Dagen efter, den 28. maj, lagde Zelenskyj vejen forbi Berlin for at tale med selvsamme Merz om "long-range fire packages". Selvom samtalen ikke fik rystet det nærmest mytiske Taurus-missilsystem af sig, blev det dog til, at Tyskland lovede at donere 37 milliarder kroner. Det skal ske gennem det, der er blevet døbt "Den danske model". Ikke DEN danske model, men den som Udenrigsministeriet udtænkte. Det indebærer, at man – i stedet for at producere missilerne i Tyskland – investerer i ukrainsk produktion, og derfor producerer våbnene i Ukraine. Merz ville ikke svare på, hvorvidt Taurus-missilet vil komme på bordet i fremtiden. Han har dog tidligere udtalt, at al fremtidig dialog mellem Tyskland og Ukraine om våbenleverancer vil blive hemmeligholdt. Så ergo vil vi altså heller ikke komme til at vide hvorvidt systemet er i Ukraine indtil det bliver brugt mod Rusland.
Hvad der til gengæld står klart, er, at Merz’ udtalelser og retorik markerer et brud med eks-kansler Olaf Scholz og hans evindelige røde linjer. Scholz, der har fået øgenavnet "Scholz-o-maten" på grund af sine robotlignende karaktertræk, har tidligere udtalt, at Tyskland ikke ville donere Taurus-systemet, da det ville kræve, at tyske Bundeswehr-soldater skulle med for at kunne operere det.
Merz har dog tidligere sagt, at han er åben for idéen om at sende Taurus-missiler til Ukraine. Men i og med, at han har startet sin kanslerperiode med at blive stukket i ryggen af sine egne regeringskollegaer, ser det ud til, at det kan blive svært at samle opbakning – i hvert fald i skrivende stund.
// Mads Isaksen
Føling lang
En føling er et møde med en forhindring eller en fjende, noget der står i vejen eller vil komme til det. En lang en af slagsen er en der foregår på over 200 meter. Den effektive skudafstand for et gevær M/10. Hos Relæ er de lange følinger de historier vi giver ekstra tid og plads, dem som vi mener du som læser vil værdsætte at der er kælet lidt ekstra for.
Dem de andre ikke måtte lege med
De var skovens spøgelser, fjendens mareridt. Bornholms egne helte og røvere. Men æraen med de langhårede ”låne”-glade og sagnomspundne skikkelser nærmer sig enden. Relæ har ekstraordinært fået beretninger direkte fra dem det hele handler om: Øens opklaringssoldater. Hér er portrættet til ære for bataljonens soldater, som igen og igen rykkede ud – langt fra Danmark, men aldrig fra hinanden.
De vildtvoksende myter om Klippeøens skræk har længe svirret rundt blandt de dødelige soldater på diverse kaserner rundt om i landet. Fortællingerne skifter en smule, men hadet, beundringen og frygten består. Lad mig alligevel prøve at tegne et billede af, hvem, eller hvad, de er for nogen størrelser.
Han er en trollelignende eksistens. To meter høj, langhåret med uldent skæg og ikke ét stykke udleveret uniformsgenstand i syne. Med øjne af limegrønt skær lurer han i det lukkede, mens han lydløst marcherer gennem brandbælter og tjørnekrat i de sene nattetimers feberfantasier. Der hvor træstammer bliver til troldmænd og skovens lyde bliver til historier. Han er opklaringssoldaten.
Ligesom fortællingerne om opklaringseskadronen på Bornholm, bærer denne artikel også præg af overdrivelsens kraft. Det føles kun rigtigt at forsøge og formidle mystikken der foregår på Bornholm på denne måde. Men der er en årsag til anledningen af netop dette skriv.
Opklaringsbataljonen på Bornholm er nemlig på vej under mulde. Tiden nærmer sig, hvor de sagnopspundne eskadroner skal sløjfes, som led i regeringens strategiske oprustningsplan. Der skal gøres plads til Bornholms Regiment. Et regiment, som unægteligt minder om det hedengangne Bornholms Værn, som det grå guld måske husker fra den kolde krig.
Det er et bredt politisk flertal, som står bag beslutningen, der sker som led i det nationale kompromis om Forsvaret, hvor ambitionen er at styrke Danmarks militære tilstedeværelse i Østersøen.
Sådan som det ser ud lige nu, skal 1. Brigades opklaringsenheder der i øjeblikket er stationeret på Bornholm fordeles ud i Hærens regimenter.
13. bataljon i Haderslev omdannes til en uddannelsesbataljon, hvor infanteriet forventeligt flyttes til Bornholm. Hertil bliver opklaringen fra Bornholm delvist flyttet til Haderslev (hovedstyrken), der fremover skal huse en forstærket opklaringseskadron.
“Vi har jo altid lidt været en torn i øjet på resten af hæren.” Lyder det fra “Onkel Ville”, en af de garvede opklaringssoldater fra Øen.
Sorg og glæde vil være jævnt fordelt internt i Forsvaret, men vigtigst er at vi husker bataljonens bidrag og ofre. I bornholmerånden deles der her ud af stemninger og historier, uden pylren og babysvøb. Upoleret. Lige som de er blevet fortalt.
Økullerkammeratskab, “låne”-kultur og andre unoder
“Det virkede som det vilde vesten, det der foregik ved opklaringen på Bornholm.”
Sådan sagde den tidligere soldat og veteran “Tasty” – ja, som i Big Tasty – fra fastlandet om øens cowboys. Det vilde østen, nok nærmere.
Selv mener de, at de generelt holdt sig indenfor reglerne – “men nogle gange tager det lidt ekstra tid før tingene kommer over Østersøen,” siger “Alex”, endnu en af de garvede opklaringssoldater.
De lignede heller ikke de andre fra Hæren. Møgbeskidte, i åbne 240’er (Mercedes GD), smurt ind i dyrt Crye Precision og andet lir – og uden det fjerneste hensyn til kulde eller reglement. Ingen hjelme, ingen seler.
Det var kammeratskabet, som var hævet over alle regler.
Mantraet har formet en strid med 'Jordbærhjelmene' (Militærpolitiet/MP) så gammel som Troja – og næsten lige så dramatisk.
Skulle ordensmagten have sneget sig med ombord på bornholmerfærgen, så herskede en gammel aftale med færgemanden om lige at give et kald, når MP’erne var på vej med mod Almegårds Kaserne – med bødehæfter og håndjern.
“Den fik lige et hak i hornet, når der var æggeskaller eller andre slags betjente ombord. Også så de lokale vidste besked,” siger “Onkel Ville” igennem et skævt grin.
Øens isolation skabte en økuller, der nærmest var helligt. “Det var os mod resten,” lyder det fra dem selv. Og det kunne mærkes på øvelser i ‘Boksen’ (Oksbøl Øvelsesterræn). Kampvogne blev taget til fange. Klistermærker blev smidt på den daværende kronprins køretøj. MP'ere blev snydt med mørklagt terrænkørsel og røghåndbomber blev luremineret under deres biler. Og alt hvad der ikke var svejset fast blev “lånt”.
Sammenholdet var en lim af Nikotin, sløringscreme, diesel, messeøl og faglighed. “Vi var sammen konstant,” siger “Onkel Ville”. Fra søndag til fredag. Også i sommerferien. Bornholm blev ikke forladt.
Det var ikke en underafdeling som de andre, det var en stamme. En slags ekstremt militærkollektiv – uden pædagogiske halvcirkler og bløde værdier.
Rå og direkte. Afregning med boksehandsker til sommerfester var normalen. En slags fysisk demokratisk proces – på godt og ondt. Og havde man uafsluttede sager, blev de afsluttet foran hele eskadronen. Ærligt. Uden indberetninger og sure miner i krogene.
Men bag gøgl og ballade lå en helt særlig professionel stolthed. De var hærens multitool. En enhed, der levede af fræk- og fandenivoldskhed.
Man blev ikke en del af fællesskabet i en af opklaringseskadronerne ved at skrive under på et stykke papir. Det krævede handling, slid – og sommetider lidt galskab. Det er venskaber smedet i mudder, latter og fysisk pres, som eksemplificeres bedst med selvjustits rickshaw-tjenesten for ‘piloter’. En kedeldragt syet sammen, fyldt med sand, på 80-90 kilo, smidt op på en båre. Med ‘flisen’ (mandbåren radio 371) og et koordinat stukket i hånden, kunne man således traske afsted og tænke lidt over den brøler eller druktur, der nu en gang havde sendt en ud på “belønning”.
Blot ét af de mange ritualer, der nok ikke giver meget mening for udenforstående.
Men som “Onkel Ville” siger det: “Er du en konge om natten, kan du også være konge om dagen.”
Forsvarets multitool
Helmand-provinsen 2009. Efter en kampføling i den afghanske hede i Green Zone – ikke den Green Zone, du måske kender fra Irak, faktisk det modsatte af den i Irak – trækker 2. Lette Opklaringseskadron sig tilbage hvortil en af “drengene” råber til det fjendtlige Taleban: “Så prøv at fuck med mig nu!”
Referencen stammer fra hitsinglen "Domestic" af Morten Breum og Nik & Jay, som blev udgivet samme år. Du har måske svinget hofter, og kæbe, til den engang på Crazy Daisy i Næverly Hills.
En sigende episode for den frækhed, som altid indgår i snakken om opklaringen på Bornholm.
Det er let at lade sig forføre af røverhistorierne.
Men gennem 00’erne og 10’erne var Bornholms bidrag til internationale missioner nærmest et fast indslag i Hærens kalender. De havde både Afghanistan, NATO's ISAF-mission, hold 1 og 2, Irak hold 1 og 2 (ej at forveksle med OIR og NMI) og senere en række Kabul-bidrag i forbindelse med missionen Resolute Support – blandt mange andre.
Særligt mindeværdigt er kamphandlingerne der udspillede sig i juli og august måned i 2006 i Musa Qala, Afghanistan. Eskadronen oplevede nogle af de hårdeste kampe i moderne dansk krigshistorie. Den længstvarende kampindsats Hæren har oplevet siden 1864. De danske styrker engagerede sig i hårde kampe, hvor de 78 gange måtte tilkalde støtte fra NATO-flystyrker.
Missionerne har cementeret eskadronernes ry som enheder præget af mod og professionalisme med en uovertruffen evne til at navigere i komplekse og farlige miljøer. Deres erfaringer og ofre har ikke kun haft betydning for de missioner, de har deltaget i, men har også formet Danmarks militære profil på den internationale scene.
Opklaringens finesse og professionalisme må ikke gå under radaren. Bataljonens eskadroner har nemlig altid været slaghammeren politikerne hev op af den udenrigspolitiske værktøjskasse, når man skulle sende soldater på missioner rundt om i verdenen.
“Vi kløede bare på – uanset hvad det var. Der var ikke noget pis,” som “Onkel Ville” beretter.
Fordi de var samlet, både i fred og krig, var det let at få dem sendt – og svært at finde deres lige. De kunne levere en opstilling med kampklarhed, som fik embedsmænd i København til at klappe i hænderne – og MP’ere til at låse deres biler.
Opklaringsbataljonens indsats har ikke været uden omkostninger. I løbet af deres udsendelser har en række soldater betalt den højeste pris, mens mange andre i dag lever med ar på sjæl og krop. Disse ofre vidner om den farefulde natur af deres opgaver og den dedikation, som soldaterne har udvist i deres tjeneste for Danmark og det internationale samfund.
På gravstenen står i blod og krudtslam
‘Smadr’ alt, stjæl hvad du kan’
‘Dem de andre ikke måtte lege med’
‘Det er ikke snyd, det er opklaring’
‘Så fik i os endeligt’
Meget kunne der ridses ind i Rokkestenen, som forevigelse af Opklaringsbataljonens minde. Men måske er ofringen en ofring værd i rammen af en større sikkerhedspolitisk indsats.
Det har aldrig været i soldatens natur at tørre snot og tårer af i ærmet, når opgaven har betydet stor omvæltning. Og det er heller ikke med hængende hoveder, at der bliver talt om den danske opklarings fremtid.
Der er en positiv stemning omkring Slesvigske Fodregiment, som står til at overtage hovedstyrken af Øens krigere. Selvom de bliver mødt af en flok Sønderjyder med jord i tænderne, lyder det fra en af Øens soldater, at “de måske selv kan skabe noget mytisk – for havde man rykket det hele til Varde ville det dø.” Således opløftet.
Ikke alt blev delt ud af den murstensroman, som er Opklaringsbataljonens saga. Ifølge opklaringssoldaterne selv, må nogle af historierne blive af jord sammen med bataljonen.
Men selvom håbet på en ny æra for opklaringsfaget ulmer, er det en kendsgerning, at den trodsige kombination af disciplin, anarki og økullerskab, skabt i mørket mellem klippe og krat, ikke sådan lader sig genoplive.
Det fællesskab kræver en helt særlig ild og ildhu for at holdes i live.
// Cornelius Dohn
Skidehusparolen
Rygter og halve vinde har altid været en fast bestanddel af soldaterlivet. Både i barakkerne og på kamppladsen. Under Første Verdenskrig døbte de danske sønderjyder, i tysk tjeneste, disse rygter for: Skidehusparoler. En reference til det forum, hvor rygter ofte blev udvekslet. For at ære de danskere, som kæmpede og faldt for en sag som ikke var deres, har vi døbt vores anmeldelser og anbefalinger ”Skidehusparolen”.
1. Bog: “My War Gone By, I Miss It So” af Anthony Loyd
For alle, som har følt sig draget mod krigens væsen.
Den første anmeldelse er af denne groft oversete bog, af den tidligere britiske soldat Anthony Loyd. Forfatteren kommer fra en militær slægt og gør tjeneste i den britiske hær, hvor han blandt andet udsendes til Nordirland og deltager i Operation Desert Storm under den første Golfkrig. Men den endelige forløsning kommer aldrig. Han får ikke den krig, han længes efter. Derfor blaffer han til Balkan i starten af halvfemserne. Her arbejder han som krigskorrespondent – og får den krig, han søger.
Bogen er en mildest talt intens læseoplevelse, hvor man følger forfatterens liv både som korrespondent med blod på støvlerne og i London med heroin i årene.
2. Dokumentar: “Royal Marines: Behind the Lines” – YouTube
Vi bliver i det anglofile. Konflikten i Ukraine har understreget, at teknologisk udvikling ganske vist er en vigtig faktor i moderne krigsførelse, men at gammeldags soldaterhåndværk og infanterifærdigheder endnu ikke er gået af mode. Derfor anbefaler vi denne BBC-dokumentar fra 1985.
Her følger man uddannelsen af Royal Marines Commandos’ særlige Mountain and Arctic Warfare Cadre (MAWC) – eller bjerg- og arktisk krigsførelseskadre, på dansk. Enheden uddannes blandt andet i Nordnorge. Dokumentaren er fra en tid, hvor sikkerhedsbestemmelser ved klatring blot var vejledende, og armbøjninger stadig blev givet som belønning.
Det er et stort tv-øjeblik, da journalisten spørger en deltager, hvad han ellers har lavet, som var hårdt – hvortil soldaten svarer: ”A sucking chest wound in Ulster.”
Kræs for kendere.
3. Podcast: “War on the Rocks” – Spotify
”War on the Rocks” er efterhånden velkendt blandt soldater, men episoden ”The Army’s Upcoming Transformation” bør interessere de fleste, der er nysgerrige på amerikansk forsvarspolitik.
En større transformation er i gang – både i amerikansk politik og hos Uncle Sam. Reformationen skal ændre måden, det amerikanske militær kæmper og administrerer på. Der bliver anvendt udtryk som “a leaner, but more lethal fighting force”, hvilket lyder smart.
Men alle, der kan huske de forandringer, som Forsvaret gennemgik i 2015, ved, at den slags hurtigt kan ende som besparelser. Udviklingen er spændende at følge, og podcasten kaster mere lys over de kommende initiativer.
Med 32 år på bagen kan denne traver dårligt karakteriseres som en nyhed. Vi vover dog alligevel at bringe den – for gennem de senere år har Frømands-dokumentaren ”Helvedesugen” fra 1973 haft nærmest mytisk status.
Minimum én gang om dagen høres ”Kom nu, Miki!” på en garnison et sted i landet. Og det er en skam, at Søværnet skal have den ære.
Gense derfor ”Eliten”, så du også kan sige: ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor I ser så triste ud? For der er ikke nogen, som har ondt af jer – så I kan lige så godt smile og være glade,” næste gang din makker ser sløj ud.
// Lars Friis Mogensen
Tak, fordi du har læst med hele vejen.
Det betyder virkelig meget for os – især fordi det her er vores første udgivelse. Vi vil gerne gøre det endnu bedre næste gang, så hvis du har ris, ros eller bare en tanke, så send den endelig vores vej. Klik hér: relaeredaktion@proton.me
Vi vender snart tilbage med mere. Indtil da: Husk at snørre støvlerne og holde radioen tændt.
PS: Del endelig også brevet med familie, kollegaer og venner – og fjender:
// Relæ
Mads Isaksen, Cornelius Dohn & Lars Friis Mogensen