Underlegne under vand?
Under havets overflade har Danmark et hul i forsvaret. Vi er den eneste moderne flåde uden ubåde, mens russiske ubåde patruljerer i Nordsøen – usete. Bør vi stadig undvære dem?
KÆRE LÆSER
De fleste kan kun forestille sig det hyggelige indeklima, der har været i ubåde som SÆLEN efter ugelange operationer.
Luften der hænger som en våd klud over ansigtet, tyk af ånde, diesel, maskinolie og lugten af menneskekroppe. Over bundnoten af gammel metal, har en sødlig, tung lugt af døde hudceller fra de fugtige besætningskroppe – der har levet lidt for længe lidt for tæt – flydt.
“Mildew is good for you. It's the next best thing to fresh lettuce. Be thankful for what grows down here.”
2nd Lieutenant, Das Boot/U-båden (1981)
Selv tak for det levende billede af de sanseindtryk, man, formodentligt, har kunne opleve inden i det fallos-formede stykke højstyrkestål. En stolt kapacitet i det danske territorialforsvar, som engang var.
Ubådens koldkrigs-prædikat og 00’ernes terrortrussel-formede nye verdensorden betød nemlig, at man i 2004 udfasede det danske dybhavs sidste kæmpende enhed: SÆLEN.
Men siden da, har verden ændret sig – som den har det med at gøre – og territorialforsvaret har igen fået tyngde i forsvarsdebatten.
Mens vores allierede, og vores fjender, udvikler på deres undervandskapaciteter, står Danmark tilbage som den eneste moderne flåde uden ubåde.
Har tiden udviklet sig til en ubådsrenæssance? Eller er det dybt godnat, når resten af Forsvaret “sejler”?
De spørgsmål har Alberte Hyldgaard Prinds søgt afklaring på hos nogle af forsvarsdomænets skarpeste hoveder, og var sågar en tur i det gamle kongerige, på Sjøkrigsskolen i Bergen, for at tale med vores slægtninge fra fjeldet, der så sent som i 2025 købte nye ubåde.
Rigtig god læsning!
//Cornelius Dohn
UNDERLEGNE UNDER VAND?
På land ved Holmen i København står Sælen. Danmarks sidste ubåd.
Står man under den og skuer op, kan det være svært at forstå, at dens største styrke er usynlighed. Den er alt andet lige 47 meter lang, 340 tons tung og knap og nap fire meter høj.
Går man op ad trappen, bøjer hovedet og bevæger sig ind ad den smalle dør, udfolder sig et imponerende syn. Overalt findes sirlige systemer: rør, der leder i alle retninger, målere i alle størrelser. En fornemmelse af, at alt kan skrues på og kalibreres.
Sælen kom vidt omkring. Med en besætning på omkring 20 mænd navigerede den under havoverfladen i den Persiske Golf, skyggede mistænkelige skibe i Middelhavet og patruljerede i Østersøens dyb.
Nu står ubåden på land – pensioneret og slidt af solen. I 2004 nedlagde man den danske ubådsstyrke. Forsvarets fokus blev rettet mod terror og krige langt væk.
”Ved Grønlands østkyst er her ingenting. Ingen sensorer, ingen overvågningsfly, ingenting. Det er den største grund til, at amerikanerne ønsker at overtage her. De vil dække det hul.”
Tor Ivar Strømmen, forsker i marineforsvar og lektor på Sjøkrigsskolen i Bergen
Siden har verden ændret sig igen. Arktis er et højspændingsområde, truslen er igen tæt på vores grænser. Den er territoriel. Og over hækken, har vores naboer, både Tyskland, Storbritannien, Sverige og Norge, i 2025 købt nye ubåde.
Med udviklingen opstår spørgsmålet: Bør Danmark gøre det samme? Eller er ubådene for dyre og irrelevante?
En usynlig aktør
Før historien bevæger sig videre, er det nødvendigt at få på plads, hvilket stykke maskineri en ubåd er.
Der er selvfølgelig variationer – nogle er store, nogle er små, nogle drives på diesel og andre på atomkraft. Nogle kan være under vand i et par uger, andre i måneder. Så er der dem, der primært dykker ned for at samle informationer, og dem, der med missiler ombord kan sende 160 atombomber afsted.
Men fælles for alle er evnen til ikke at blive set. Usynligheden.
”Selv med alle de teknologiske fremskridt, der er sket de sidste 30-40 år, så kan man stadig ikke finde en ubåd, der ikke vil findes,” siger Søren Nørby. Han er marinehistoriker og forsker ved Forsvarsakademiet.
Enheder på overfladen, f.eks. kampvogne og fregatter, er hurtige at opstøve. De har svært ved at gemme sig for en radar, satellit eller drone.
Men i havets dyb er fysikkens love anderledes. Elektromagnetiske bølger kan ikke trænge igennem vand. Det gør det svært at se, hvad der foregår under overfladen, hvis man befinder sig over den.
Eller, sagt på en anden måde: Det er oftest kun en ubåd, der kan finde en anden ubåd.
”Pointen med ubåde er, at det ikke er til at vide, om de er 40 meter fra dig eller 4 kilometer. Det har en afskrækkende effekt i sig selv.”
Søren Nørby, marinehistoriker og forsker ved Forsvarsakademiet
Usynligheden gør ubådene oplagte for særligt to ting:
”I fredstid udfører de efterretningsoperationer, hvor modstanderen ikke opdager dem. I krig fungerer de som forsvarsvåben, fordi de er usynlige for fjendens radar,” forklarer Nørby.
Fra havets dyb kan ubåden overvåge, spionere og rekognoscere - og dét over længere tid.
Modsat et fly skal ubåden nemlig ikke tanke benzin eller proviant, men kan holde sig under overfladen i flere uger ad gangen.
Det gør ubåden brugbar til overvågning under is, eller til at lægge sig helt stille på havbunden og samle efterretninger. Med Nørbys ord, at finde ud af, ‘hvad fjenden laver, hvad de kan og hvad de pønser på’. En valuta, som Danmark for nuværende ikke kan indkassere:
“Efterretningssamarbejde er bytte-bytte-købmand. Og lige nu har vi ikke mange informationer at bytte med. Vi har mindre at handle med, og vi ved derfor mindre om, hvad der foregår,” fortæller han.
Og så er usynligheden afskrækkende. Vi er vant til at forholde os, til det vi kan se:
”Pointen med ubåde er, at det ikke er til at vide, om de er 40 meter fra dig eller 4 kilometer. Det har en afskrækkende effekt i sig selv,” siger Søren Nørby.
Det er en gammel vittighed blandt ubådskendere, at man ikke behøver en ubåd. Man kan bare sige, at man har en.
”Og det er lige meget om du er en kutter, der fisker ulovligt, eller en der vil sprænge en gasledning. Hvis man er i tvivl om man bliver overvåget, så holder man sig væk.”
Havets dyb er det sidste ægte gemmested.
En ny verdensorden
Da Danmark i 2004 nedlagde ubådsvåbnet og trak Sælen på land, var Den Kolde Krig for længst slut. Tiden var en anden, og forsvaret skulle følge med.
”Det var en helt ny verdensorden. Vi skulle ud at redde verden. De krige, vi skulle kæmpe i 2004, var andre folks krige,” siger Johannes Riber, militæranalytiker og forsker i småstater og sømagt ved Forsvarsakademiet.
Man indgik et forsvarsforlig. Forliget har siden opnået en nærmest sagnomspunden størrelse på grund af den omstilling, det lagde op til. På få linjer blev forsvaret ændret markant.
”Det bliver meget dyrt at oprette igen, hvis man vil det på et tidspunkt. Det er konsekvensen, og det er vi villige til at leve med.”
Tim Sloth, dav. chef for Forsvarsstaben
Man nedlagde hele ubådsvåbnet sammen med flere kaserner, det jordbaserede luftforsvar, brigader, kampbataljoner og mobiliseringsforsvaret - for bare at nævne et par stykker. Det handlede ikke kun om omstrukturering, men også om besparelser.
Fokus blev rettet mod internationale operationer. Afghanistan, Irak, Baltikum. Det territoriale forsvar blev irrelevant, nu gik frontlinjen langs mellemøstlige bjerge.
En fortælling, ubådene ikke kunne ’tappe’ ind i:
”Ubådene har et meget stærkt koldkrigs-prædikat. Man kunne simpelthen ikke komme med et stærkt nok argument for, hvad deres rolle var i en ny verdensorden,” forklarer Riber.
På den måde blev ubådene også et symbol for hele den daværende danske sikkerhedspolitik. Væk med store kampenheder og offensive signaler.
Allerede dengang blev der sat spørgsmålstegn ved, om det nu ikke var en smule risikabelt at nedlægge hele kapaciteter.
”Det bliver meget dyrt at oprette igen, hvis man vil det på et tidspunkt. Det er konsekvensen, og det er vi villige til at leve med,” sagde den daværende chef for Forsvarsstaben Tim Sloth.
Men forliget stod ved magt. Sælen blev et museum. Danske soldater drog mod syd og øst. Rusland deltog i NATO-øvelser. Det var 2004.
Siden har verden atter ændret sig. Nu er spørgsmålet, om afviklingen af dansk ubådskapacitet var den rigtige beslutning.
Blandt fjelde og fjorde
For at forstå ubådenes rolle i et moderne forsvar kan man skele til vores naboer i Norge.
I Stortinget går diskussionen ikke på, om der skal købes ubåde eller ej, men snarere på hvor mange, forklarer Tor Ivar Strømmen. Han er forsker i marineforsvar og lektor på Sjøkrigsskolen i Bergen.
Her uddanner man fremtidens søværn og huser en lang række af forskere og eksperter indenfor det sømilitære område.
Mellem fjelde, fjorde og tyndstammede træer ligger hovedbygningen, men egentlig er skolen lige nu en stor byggeplads. Den skal udvides og antallet af kadetter fordobles.
Grunden? ”Putin,” svarer Tor Ivar Strømmen.
Skolen huser gamle malerier af store søfartsmænd - også danskere. Reminiscenser af en 300-årig fælles marinehistorie. Nu driver Danmark og Norge to meget forskellige slags forsvar.
I Norge har man investeret massivt i ubåde, og grunden er den samme som udvidelsen - Rusland:
”Russerne har bombefly, fregatter og langtrækkende missiler. Det kan et norsk fartøj ikke overleve. Skal vi holde russerne i ro, væk fra vores kyster, og sikre, at de ikke kan nå ud i Atlanterhavet eller sabotere vores forsyningslinjer, så er vi nødt til at have ting, som er vanskelige at opdage, og det er ubåde,” forklarer Strømmen på sit kontor, der har bøger om marineforsvar fra gulv til loft og model-ubåde i vindueskarmen.
”Det er ganske simpelt: Har du en ubåd, som russerne ikke ved nøjagtig hvor er, så ved de stadig, at den ubåd kan sænke 14 russiske krigsskibe.”
Afskrækkelse, overvågning, efterretning. Det er dét, Norge bruger ubådene til.
Ud ad vinduerne fra kontoret er der kig til et stykke af det, meget drejer sig om. Nordsøen.
Her ligger Kola-halvøen. En arktisk halvø, hjemsted for rensdyrflokke, byen Murmansk - og den russiske flåde, der hersker over 30 ubåde:
”De kan, rett og slett, udslette hele USA herfra,” siger Strømmen.
Lige for tiden øger Rusland deres antal af ubåde. Og når russernes vigtigste kapacitet er ubåde, bliver det også Norges, forklarer Strømmen:
”Vi holdes i skak af verdens våben. Det er djevelens logik.”
Strømmen viser en globus. En nærmest lige linje går langs den norske grænse:
”Det er ruten, de tager ud i Atlanterhavet.”
Linjen strejfer også et område, hvor Danmark har ansvaret:
”Ved Grønlands østkyst er her ingenting. Ingen sensorer, ingen overvågningsfly, ingenting. Det er den største grund til, at amerikanerne ønsker at overtage her. De vil dække det hul,” siger Strømmen.
Hjemme i Danmark er Søren Nørby enig. Nordsøen er det danske forsvars akilleshæl. Vi ved kun, hvad der foregår over overfladen. Dybet er ubevogtet.
”Der er fundet efterladenskaber inde ved Grønlands kyst, der tyder på, at russiske ubåde har været helt inde i land. Det kunne jo være meget rart, hvis vi selv havde haft ubåde deroppe, og fundet ud af, hvad der foregår,” beretter han.
I år har Danmark investeret i en lang række af forskelligt såkaldt ASW-udstyr. Det er, kort sagt, militært grej, der kan overvåge og opsnappe ubåde og anden aktivitet i dybet. Men det fanger ikke det hele, og er afhængig af at komme hjem for at tanke benzin og proviant.
”Nordmændenes prioritering af ubåde vidner om, at hvis vi ønsker at overvåge noget som helst, så er ubåde vejen er frem,” siger Johannes Riber.
Diskussionen er ikke blevet mindre relevant de sidste par måneder. Hver dag fylder den geopolitiske situation omkring Grønland nyhedsfladen, og sikkerheden - eller manglen på samme – i farvandet omkring er blevet et hovedargument i Trumps ønske om at erhverve landet.
Choose your weapon
Tilbage i det flade, kystudstrakte kongerige efterlader det spørgsmålet: Er det på tide, at Danmark igen begynder at råde over ubåde? Som den eneste moderne flåde i verden uden, kan det synes at være en god idé, fortæller Johannes Riber:
”Danmark står alene. Kigger vi ud i verden, bygges der ubåde overalt. Canada, Indien, Pakistan, Australien.”
Men avanceret isenkram koster penge. En ubåd af den type, som er relevant i dansk kontekst, koster i omegnen af 3,7 milliarder kroner. Til sammenligning koster et F-35 jægerfly knap en halv milliard.
”Svenskerne sejler ikke en ubåd fra Gotland til Bornholm, fordi Danmark synes det er en god ide. Det er den samme grund til, at vi har vores egen fregatter, egne kampfly, egne alting.”
Johannes Riber, militæranalytiker og forsker i småstater og sømagt ved Forsvarsakademiet
Og én ubåd er ikke nok. En bæredygtig ubådsstyrke skal som udgangspunkt bestå af fire-seks skibe. En på land, en til undervisning og to på patrulje.
Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, mener, at der er større problemer:
”Vi mangler ikke ubåde. Polen, Norge, Tyskland og Sverige har og bygger selv. Jeg kan ikke se en pointe i at anskaffe flere kapaciteter, som vi ikke har råd til at drifte og bemande.”
Søren Nørby stemmer i:
”Det er tordenskjoldssoldater, der bliver rykket rundt lige for øjeblikket. Det kunne være rart at have nogle ubåde ude i Østersøen og holde øje med hvem det er, der river de der kabler over.”
Men, siger han:
”Det er en frygtelig stor udgift, særligt, når der er så meget andet der sejler. Pardon my pun.”
Johannes Riber anerkender, at det er dyrt, men peger på, at vi ikke kan regne med, at andre vil dele deres ubåd med Danmark, skulle det blive nødvendigt:
”Svenskerne sejler ikke en ubåd fra Gotland til Bornholm, fordi Danmark synes det er en god ide. Det er den samme grund til, at vi har vores egen fregatter, egne kampfly, egne alting.”
Desuden er en ubåd også billigere i drift, bemærker han. En besætning på 20-30 mand er mindre omkostningsfuld end en fregat, der typisk huser 130 personer ombord.
”Hvis vi gerne vil beholde Grønland og vores suverænitet, så har vi brug for undervandsbåde indenfor 5-10 år.”
Søren Nørby, marinehistoriker og forsker ved Forsvarsakademiet
Så er der teknologien. En platform som ubåden kan synes oldnordisk og outdated i en tid med droner og cybertrusler. Men den køber Johannes Riber heller ikke:
”Den debat har vi haft i luftdomænet, og vi køber stadig kampfly. Ny teknologi er et tillæg, det erstatter aldrig. Kampvogne, skibe og soldater er jo heller ikke blevet unødvendige, fordi teknologien tager kvantespring.”
Peter Viggo Jakobsen mener ikke, at der er noget i vejen med ubåde som våbensystem. Men andre huller skal lappes først:
”Vi har fregatter uden mandskab, en hær der mangler alt og nærmest ingen luftforsvar.”
Men konsekvenserne ved fraværet af ubåde kan være store. Nørby siger:
”Hvis vi gerne vil beholde Grønland og vores suverænitet, så har vi brug for undervandsbåde indenfor 5-10 år.”
Og skulle det komme til krig, vil ubåde være en kapacitet, alle fjender vil råde over. Vil man vide hvem der pønser på noget, skal man se efter, hvem der bygger ubåde, påpeger Nørby.
Sælen sover, spørgsmålet består
Skulle Danmark beslutte sig for at købe ubåde, har vi travlt. Kina producerer op mod seks ubåde om året, Rusland cirka to og USA, i snit, halvanden.
De sidste danske fagfolk med de facto ubådserfaring, går snart på pension.
Tilbage på Holmen er mange af dem samlet på Sælen. Det er tid til julefrokost i Foreningen for Danske Ubådsentusiaster, og den pensionerede ubåd har fået kulørte lamper på.
De fortæller røverhistorier. Om kammeratskab og følelsen af vitterligt at være i samme båd.
Nærmest al inventar fra dengang er bevaret. Ludospil, porcelæn og et Panasonic-fjernsyn. Et ventilationsanlæg er dog kommet til. Det summer i hjørnet, og gør oplevelsen i dag anderledes end dengang Sælen opererede under overfladen.
Deodoranter var ikke tilladt ombord, og besætningen kunne deles om ét saltvandsbad til det værste skidt.
Historier går på, at det kunne lugtes på Holmen, når lugen blev åbnet efter flere uger under vandoverfladen.
Om ubåde vil blive til virkelighed igen, bliver ved diskussionen. I et kort skriftligt svar skriver Forsvarsministeriet, at der for nuværende ikke er planer om at investere i ubåde.
//Alberte Hyldgaard Prinds, journaliststuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
SKIDEHUSPAROLEN
Rygter har altid været en fast bestanddel af soldaterlivet. Under Første Verdenskrig døbte de danske sønderjyder i tysk tjeneste disse rygter Skidehusparoler. For at ære de danskere, som kæmpede og faldt for en sag, der ikke var deres, viderebringer vi begrebet. Dette er vores anmeldelser og anbefalinger, vores: Skidehusparole.
1. Film: Das Boot (1981) – Wolfgang Petersen
Das Boot? Er det ikke bare fire timer med mænd, som stirrer frygtsomt på nogle vægge, der knager? udtalte et familiemedlem engang. Skribenten er egentlig ikke uenig i udtalelsen – med undtagelse af ordet bare, for der er ikke noget bare over Das Boot.
Filmen starter i 1941 og følger besætningen på U-96, som stævner ud for at føre krig mod England. Her er alt, hvad hjertet begærer, af vanvittige maskinmestre og sleske moralofficerer. Filmen er instrueret af Wolfgang Petersen, som efterfølgende fik en stor karriere i Hollywood. Hovedrollen spilles af den altid fremragende Jürgen Prochnow, som også fik en karriere i Hollywood ved at spille skurk i alskens ragelse.
Se den for de frygtsomme mænd, som stirrer på væggene – og for at få bekræftet det, vi alle ved: Ubådsfolk er sgu sære.
Filmen er baseret på Lothar-Günther Buchheims bog, som redaktionen ikke har læst, men fluks har bestilt hos biblioteket.
2. Video: The Future of the Submarine - Emerging Threats, Sensors & Transparent Oceans – Perun
Vores allesammens yndlings aussie og forsvarspolitiske nørd Perun udkom for godt og vel halvandet år siden med en video, i bedste Zoom-oplægsstil, om det ugens Relæ handler om: Ubåden og dens fremtid i moderne krig.
Noget er selvfølgelig gået hen og er blevet forældet, men meget er stadig vedkommende den dag i dag.
Perun bruger, må vi gå ud fra, alle sine vågne timer foran skærmen på sine dybdegående, analytiske videoer om forsvarsteknologi og global sikkerhedspolitik.
Perun dykker i denne video ned i den moderne teknologi, der kan komme til at udfordre antagelsen om, at ubåden er usynlig under vand. Nye sensorer, overvågningssystemer og fremtidens våbensystemer kan gøre den skjulte dræber til et mere udsat mål.
Videoen går systematisk igennem de trusler og teknologier, som kan ændre spillet – med præcision og et par tørt formulerede pointer undervejs. Se den, hvis du vil fremtvinge ‘death by powerpoint’-nostalgien fra et Forsvarets auditorier, eller, hvis du rent faktisk vil prøve at forstå, hvorfor ubåde stadig betyder noget, og hvorfor deres “hemmelige” status måske snart kan blive mindre hemmelig.
3. Podcast: ‘No limits’: Russia, China and US enter new nuclear arms race – Batte Lines (Telegraph)
En svært skræmmende tid bliver nu, måske, en anelse mere skræmmende.
Det symbolske dommedagsur (‘Doomsday Clock’) er nu blevet indstillet til 85 sekunder i midnat for 2026. Det tætteste, uret nogensinde har været på den såkaldte dommedag, siden det blev introduceret i 1947 af non-profit-organisationen Bulletin of the Atomic Scientists. Ikke mindst på grund af emnet der debatteres i den seneste Battle Lines-episode.
I episoden udfolder værterne sammen med et hold eksperter, hvorfor verden står ved en slags strategisk skillevej med atomvåben. Podcasten tager afsæt i, at New START-aftalen – den sidste store kontrolaftale mellem USA og Rusland – er udløbet, og at der ikke længere er juridiske grænser for de to største nukleare arsenaler i verden.
Som sagt, skræmmende, men også spændende “lytning”.
//Lars Friis Mogensen & Cornelius Dohn
TAK FORDI DU LÆSTE MED HELE VEJEN!
Vi vil gerne gøre det endnu bedre næste gang, så hvis du har ris, ros eller en god idé til en historie, så skyd den endelig vores vej!
Du sigter bare mod mailadressen: relaeredaktion@proton.me
Vi vender snarligt tilbage med nyt og mere.
PS: Hvis du glemte at dele brevet tidligere oppe i teksten, så får du lige muligheden igen – til en god ven, eller en god fjende:
//Redaktionen, Relæ
Cornelius Dohn, Lars Friis Mogensen, Mads Isaksen & Mads Kleis